Af Gustav Stubbe Arndal
Få moderne figurer er så ikoniske som Superman, og ingen har defineret ham i popkulturen så definitivt
som Christopher Reeve, der sprang ud som superstjerne i Richard Donners banebrydende blockbuster i
1979 og gentog rollen i tre efterfølgere. Hans andre filmroller blev ikke lige så godt modtaget, men hans
chance for at vende sin karriere om blev ødelagt i et styrt fra hesteryg i 1995. Styrtet knækkede hans nakke og paralyserede ham fra skuldrene ned.
Det er et stærkt billede på ulykke, sygdom og handicap at se den uforgængelige superhelt forvandlet til et sårbart offer for skæbnen, der skal bruge en kørestol til at bevæge sig rundt og maskinhjælp for at få luft ned i lungerne. Super/Man handler om den kontrast, men den har mere på hjerte end blot at citere fakta om mandens liv eller bedrifter.
Dokumentaren tager os både gennem ulykken og dets eftermæle gennem nærgående interviews med venner, familie og kollegaer, og tilbage gennem Reeves livshistorie inden den. Filmhåndværket genopfinder ikke den dybe tallerken – der er interviewoptagelser, arkivfund og dramatisk baggrundsmusik, der sætterstemning og tempo.
En fordel, når ens emne er en filmstjerne, er overfloden både af video- og billedmateriale og af andre kendisser, der kan trækkes på for interviews. Beskrivelser kan bakkes op af smart sammensatte klip fra Reeves værker, og figurer som Glenn Close, Susan Sarandon og Jeff Daniels (en klassekammerat fra Juliardskolen) dukker op for at give deres indskud.
De fleste indskud er naturligvis positive – filmens kernefigurer er Reeves voksne børn, som har fortsat hans og den afdøde Dana Reeves velgørenhedsarbejde i forældrenes minde. Mandens mindre
beundringsværdige sider – hans løse tilgang til romantiske forhold i sine unge dage og hans både
overbærende og fraværende rolle som far – bliver taget op og forklaret eller forløst på næsten terapeutisk facon.
Mest interessant er filmens struktur. Vi går ikke kronologisk frem mod det afgørende brud i midten; i stedet langer vi frem og tilbage mellem Reeves liv som ung filmstjerne og som handikappet familiefar. Reeve beskriver, hvordan han i sine senere år indså, at hans liv ikke er inddelt i et ”før og efter” ulykken, men er en komplet historie. Det er nøjagtig hvad dokumentarholdet synes at sammenkoble.
Den komplette historie er ikke nødvendigvis den mest detaljerede. Der kan skrives bøger om kropsparalyse og den kamp for handikappedes rettigheder, Reeve blev hovedperson i. Eller om Superman-filmene, som danses let henover efter 1’eren er dækket. Eller endda om hans livslange venskab med Robin Williams, som viser sig at være en af de vigtigste figurer i dokumentaren.
Hvad man savner i dybde eller udfordrende analyse bliver genvundet i spandevis af patos. Det er svært at sidde med tørre øjne, når man ser tegninger fra 10-årrige fans, der ønsker deres helt god bedring på
hospitalet. Eller når Reeve-børnene mindes deres mors omsorg i de sværeste stunder. Eller når Robin
Williams giver endelig afsked til sin bedste vens begravelse.
Mest af alt er Super/Man en dokumentar, der sætter sig for både at gøre den ikoniske superhelt menneskelig, og for at fortælle om en type heltemod, manden egentlig endte med at repræsentere. Et forherliget minde af en mindre herlig virkelighed.
Kommentarer